Inspiration til de fineste juleborde

[Opskrift] Dutch baby – juleedition

Der er næsten ikke noget som en Dutch baby hvis du spørger mig. Den luftige og fyldige pandekage, der kan varieres uendeligt efter humør, smag og årstid og som altid vækker madlykke når den bliver serveret. Det er da svært ikke at være fan.

I højtidens anledning deler jeg i dag en Dutch baby juleedition. Jeg lover dig at den bliver et hit på ethvert dessertbord – faktisk er det ret hyggeligt at sætte sådan en på bordet og dele i godt selskab. Man bliver nærmest madlykkelig.

Denne version af Dutch baby er lavet med Amarena kirsebær – som altså er noget helt andet end den danske version af kirsebærsovs, som du finder i supermarkedet til en 10’er. De italienske kirsebær, der bliver brugt er en anelse mere faste og syrlige og har en virkelig dejlig smag. Man bør unde sig selv at smage dem. Til selve opskriften skal du blot bruge selve kirsebærrene fra glasset – du kan dog med fordel dryppe lidt af væsken ud over den færdigbagte Dutch baby.

Skal du gøre det lidt ekstra lækkert for dig selv, så riv 50 gram marcipan ned i dejen inden den bliver bagt – det bliver du ikke ked af. Alt bliver bedre med marcipan faktisk.

Dutch baby – juleedition

Det skal du bruge:

55 gram hvedemel
3 æg (stuetemperatur så tag dem ud af køleskabet lidt tid inden du skal bruge dem)
1 1/4 dl. mælk
40 gram smør der smeltes
1 spsk. sukker
1/4 tsk. salt
100 gram Amarena kirsebær
Evt. 50 gram marcipan

Sådan gør du:

  1. Forvarm ovnen til 220 grader varmluft.
  2. Pisk æg, mælk og tre spsk. af det smeltede smør sammen i en skål. (du har smeltet smør til overs – det skal bruges senere)
  3. Tilsæt sukker og salt og pisk melet i blandingen.
  4. Når ovnen er varm sætter du støbejernspanden ind i ovnen i 2 minutter (har du ikke en støbejernspande kan et ildfast fad bruges)
  5. Tag panden ud af ovnen og hæld det resterende smeltede smør i panden og pandekagedejen oven på.
  6. Hæld Amarena kirsebær oven i dejen og sæt panden tilbage i ovnen.
  7. Bag i ca.15 minutter – undlad at åbne ovnlågen undervejs. Skru evt. lidt ned for ovnen hvis du kan se at pandekagen tager for meget farve i de sidste minutter. Jeg plejer at skrue ned til 210 grader varmluft de sidste to minutter.
  8. Tag dutch baby’en ud af ovnen og dryp den evt. med lidt saft fra kirsebærrene og drys lidt flormelis over den – den er bedst mens den er lun så hav gerne en (lækker)sulten flok klar til at hjælpe dig med at sætte den til livs.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Inspiration til de fineste juleborde